Frihetssøyla

Rjukan, Norge

2 reblængder, WI6

19. februar 2005

Efter Sabotørfossen deltog Norbert Wildermuth og jeg i Dansk Bjergklubs Videregående Isklatrekursus med Casper Berkowitz som instruktør. En aften sad han og snakkede meget positivt om ruten Frihetssøyla som vi havde bemærket oppe på den store nordvæg oppe mod Gaustatoppen når vi kørte nede i dalen. Jeg var blevet godt træt af at klatre ruterne nede i Juvet og Gaussdalen da de var totalt udklatret og det tiltalte mig således at man skulle stå 3.5 km på ski for at komme hen til ruten, da der så næppe ville have været mange før os. Jeg får derfor overtalt Norbert og Rune Klausen til at tage med på ekspeditionen.....

Frihetss°yla

Frihetssøyla set Rjukan.

Før musen over billedet for at få udpeget ruten.

Tak til Carsten Jensen for at tage billedet.

Man kan i princippet klatre ruten nedefra via scrambling igennem skov efterfulgt af en del WI3-4 is. Det er dog nemmere at stå på ski hen til ruten og så abseile ned til den - eneste problem er at finde ruten oppefra, da man ikke kan se isen før man abseiler da klippen nedenunder er overhængende. Heldigvis havde Casper taget et GPS koordinat da han klatrede den året før som vi får udleveret. Så er det bare om at komme afsted og få spændt skiiene på. Klik her for at få GPS koordinaterne.

Rune på vej til Frihetssøyla på ski. Ovenover ham ses Gaustatoppfosserne som man passerer på vejen til Frihetssøyla.

Vi følger stien op forbi Gaustatoppfosserne og langs højspændingsledningerne. I stedet for at gå direkte mod nordvæggen som GPS anbefaler går vi med vilje et par hundrede meter for langt og krydser så tilbage - hvis du går direkte kommer du til at nedklatre eller abseile nogle stejle steps. Ved at gå for langt bliver det meget nemmere, men til sidst stiller vi skiene og går/klatrer det sidste stykke.

Rune nedklatrer et at de snedækkede steps på vejen mod ruten.

Efter et par timers tilgang siger GPS'en endelig at vi er der, men det eneste vi kan se er afgrunden ned mod Rjukan dalen..... Jvf den beta vi har fået fra Casper laver vi et anker i et træ og abseiler hen til kanten. Rune råber begejstret tilbage at der er is under ham, og så er det jo bare om at få udstyret på.

Rune har abseilet hen til kanten for at se om vi er det rigtige sted - ruten kan ikke ses oppefra! Heldigvis råber han IS - vi er på rette spor....

Rune abseiler først men kan ikke nå bunden med 60 m reb. Han laver derfor standplads 5-10 m over bunden og nedklatrer så det sidste stykke, hvorefter jeg og Norbert følger efter. Idet jeg abseiler ned over ruten bryder jeg mig ikke om det jeg hører - den karakteristisk hule lyd af onion-ice, dvs. sne dækket med et tyndt lag is - totalt uberegnelig! Ruten er dog helt vild flot, og det samme kan man sige om det amphi-teater som vi står i. Klippen er overhængende og to andre ruter kommer ud af klippen - eneste vej op til skiene er dog at klatre Frihetssøyla - så eneste valg er hvor vi vil klatre ruten. Jeg får lov til at føre første del af ruten som egentlig ser let ud nedefra - det er den dog ikke......

Frihetss°yla image 2

Hans fører første reblængde op til en ishule hvor han laver standplads. Herefter fører Norbert anden reblængde.

Før musen over billedet for at få udpeget ruten og standpladsen (rød cirkel).

Jeg vælger en linie midt på ruten, da ruten til venstre primært består af onion-ice og ruten til højre sejler i vand. Nedefra ser isen på min linie OK ud, men den viser sig at være af meget varierende kvalitet - en blanding af onion-ice, gardiner med mere eller mindre luft og istappe. Det er dog super underholdende klatring, hvor hver placering skal gøres perfekt, hvilket bl.a. betyder at jeg må fjerne MEGET is på vejen op for at komme ind til det gode. Ruten ser ikke ud til at have været klatret af andre i år og det mærkes tydeligt: Virgin ice - det bedste der findes :-)

Hans laver knee-jam bag istap.

Skruerne jeg sætter stoler jeg ikke 100 % på da isen nedenunder er svær at vurdere, jeg vælger derfor flere gange at sætte slynger rundt om istappe i gardinerne til højre for mig. Samtidigt jammer jeg flere gange med hænderne ind i gardinerne istedet for at bruge isøkserne. Klatringen er vedvarende men meget varieret - perfekt!

Super underholdende klatring, hvor istapperne bruges til at sikre rundt om med slynger og til at bridge på.

Da jeg er kommet ca. 2/3 op ad ruten begynder jeg at overveje, hvor jeg skal lave standplads. Nedefra havde jeg udset mig et plateau til venstre for min linie, men da jeg kommer derop står det mig klart at det ikke vil være sjovt at traversere derover, da det vil skulle foregå på onion-ice uden mulighed for at sikre. Jeg vælger derfor at gå ind i en ishule til højre for mig, som ser stor ud......

Norbert ankommer til min standplads i ishulen. Bemærk luftfoto af Rjukan by øverst til venste - vi er højt oppe!

Det viser sig dog at hulen er mindre end jeg troede - til gengæld er der højt til loftet. Da Rune kommer op som andenmand beslutter han sig derfor for at klatre op på 1. sal og lave en hængende standplads deroppe mens jeg sikrer Norbert. Temmeligt smart tænkt, da der dermed også bliver plads til Norbert i hulen så han lige kan få sig et hvil inden han skal føre sidste reblængde.

Trængsel i ishulen - Rune er klatret op på 1. sal for at gøre plads til Norbert!

Rune og jeg diskuterer dog om Norbert mon vil have kræfter til at fortsætte på anden reblængde umiddelbart efter at have klatret første? Vi diskutere også om han vil vælge at gå direkte op eller baile ved at traversere til venstre over onion-isen til væsentlig lettere klatring derovre? Norbert er dog sej - han griber udstyret og fortsætter ad den direkte linie opad - sådan!

De to andre ruter i amphi-theateret - den foreste rute ville kræve stort mod da istappen kun lige når bunden......

Rune og jeg står inde i hulen og kan således ikke se hvad Norbert foretager sig - vi kan kun se tonsvis af is der vælter ned - der bliver kæmpet for økseplaceringerne! Vi er således meget glade for vores ishule der giver perfekt beskyttelse. Endelig kan jeg mærke at rebet tages hurtigt ud - han har nået toppen. Lidt efter begynder jeg at klatre. Selvom anden reblængde er noget kortere end første er den ligeså udfordrende. Specielt da man kommer op til enden på pillaren, hvor man skal traversere ud på det store frithængende gardin. Man kan ikke se hvad der er på den anden side af pillaren, så Norbert har fornuftigt placeret nogle bombe-placeringer og så begivet sig ud i uvisheden...... Der er bl.a. en sektion glas-is, der hvor vandet til højre på ruten kommer nedover, som er "interssant" at klatre. Norbert har sat en skrue midt på traversen, som jeg gerne vil have Rune's reb klippet ind i, men det har sat sig fast under nogle istappe godt 5 meter under mig, så jeg må tage skruen ud og fortsætte - traversen bliver således mere eksponeret for Rune..... Da jeg kommer forbi traversen går det lodret opad 5-10 m, og her lykkedes det mig endeligt at få fat i Rune's reb og gøre det fri af istapperne nedenunder så han også kan blive sikret!

Fantastisk rute - i de smukkeste omgivelser.

Anbefales!

Rune topper ud på ruten. Flot luftfoto af Rjukan!

Det ender med at blive en lang dag, hvor vi står tilbage på ski i mørke. Samme nat kører vi tilbage til DK - høj af den fede klatring. Stemningen får dog et nyk nedad lige før vi når grænsen mellem Norge og Sverige. Jeg har netop lagt mig til at sove på bagsædet efter at have kørt tre timer, da jeg bliver vækket af Norbert der råber "Stop - der er sket en ulykke!". Rune knalder bremsen i og holder ind i nødsporet - de flyver begge ud af bilen og jeg kommer langsomt til mig selv. Forventer at se en masse blinkende lygter idet jeg rejser mig op - men der er kulsort omkring mig...... Jeg tager mine sko på og går udenfor, hvor Norbert kommer løbende tilbage imod mig råbende "kan du give førstehjælp?!". Ja, svarer jeg - men til hvem? Jeg løber over til Rune der sidder i rabatten mellem de to spor på motorvejen, og så ser jeg endelig hvad der er sket - der ligger en ung teenage-pige uden sko - helt livløs. Heldigvis er der dog liv i hende så vi henter min sovepose og pakker hende godt ind i den - det er stjerneklart og pissekoldt - tror ikke hun havde klaret natten, hvis Norbert ikke havde fået øje på hende. Lidt senere kommer ambulancen og vi fortsætter hjemad med endnu mere adrenalin i kroppen.

Pas på Jer selv.

Det blev en lang dag, hvor vi ender med at stå på ski tilbage til bilen i solnedgangen.

 

Se omtale af vores bestigning fra bladet Klatring, april, 2005

 

Tilbage til Rjukan2005 forside

 

Last update: 13-3-2005

© Hans Bräuner-Osborne