Johnston Canyon er et yndet søndagsturs mål for hr. og fru Canada og det er forståeligt. Man går en lille times tid af en flot anlagt sti ind i en smuk canyon med to vandfald: Lower and Upper Falls. Begge vandfald kan i pricippet klatres hvis du har mod på at klatre over åbent iskoldt vand...... Ved Upper Falls er der dog også en overhængende væg hvorfra der flyder vand der danner de smukkeste isformationer der kan klatres hvis man er så heldig at de når bunden. Da der er 30 sjældne mos-arter der gror på overhænget er mix-klatring nemlig strengt forbudt! Som backup dannes der altid WI3 ruter ved siden af overhænget så lidt isklatring vil man altid kunne få. Vi tager chancen og går op til Upper Falls. Der viser sig kun at være én rute der når ned til bunden - til gengæld ser den sygelig svær ud. Først skal man klatre op ad en friststående pillar og derfra bevæge sig ud på et frithængende gardin. Til gengæld er ruten våd og ser ud til at være svær at sikre (der vil skulle fjernes meget is)! Crista-Lee og jeg melder med det samme pas, men Carlos er ikke sådan at skræmme!

Carlos og Hans bag gardinet hvor vi etablerer standplads og diskuterer ruten - den ser sygelig svær ud!

Da Carlos kommer til det frithængende gardin går han lidt i stå - han sætter et par skruer øverst i pillaren og selv han skal motivere sig til at forlade den relative sikkerhed mast inde mellem pillaren og klippen. Da jeg selv står i samme position som andenmand lidt senere kan jeg sagtens sætte mig ind i hans sted. Faktisk var der en lille isbro mellem pillaren og klippen, så man står forfærdentligt godt og bevægelserne man skal lave for at komme ud på gardinet er mildt sagt akavet: Det er overhængende og man kan ikke komme til at slå økserne ordentligt ind i isen, da de støder mod klippen bagved. Samtidigt tør man kun prikke forsigtig til det frithængende gardin med økser og steigeisen, da man jo nødigt skulle få det til at styrte ned! Normalt kan man klatre relativt afslappet som andenmand, men i dette tilfælde kan jeg ikke lade være med at tænke på den isskrue Carlos har sat et stykke oppe ad gardinet. Hvis jeg knalder for hårdt til isen og gardinet knækker over skruen, så ved jeg jo godt hvad der sker med rebet og undertegnede - det ryger samme vej som skruen mod uendeligheden..... Jeg klatrer således ganske forsigtigt opad samtidigt med at mine underarme skriger - aldrig har jeg været så pumpet som andenmand! Respekt for Carlos der ovenikøbet klatrede leashless - han er ikke fra denne planet! En rute jeg aldrig glemmer - fantastisk klatring, men glad for at jeg ikke førte den!

Carlos tager skridtet fuld ud og bevæger sig ud på det frithængende gardin.....

Det når at blive mørkt inden vi er færdig med at pakke og vi kommer således til at solo-nedklatre fra standpladsen ned til stien i mørke. Sidste år anbefalede Carlos mig at træne nedklatring da vi var på ruten Whore House Hoses og endnu engang står det mig klart hvor godt et råd det er: udfordringen bliver ikke mindre når man har tung rygsæk på og det er mørkt. Fordelen er dog at man ikke kan se hvor langt der er ned, hvilket Carlos også kommer med en joke omkring: "Aren't you happy that we are not on the south face of Nuptse right now?" - griner han og fortsætter ned i dybet. Se det er god klatre humor!!!